Fodøvelser
Tag yogaen til next level: fod-yoga. Måske kan det godt virke liiiidt uoverskueligt at skulle få presset fod-yoga ind i sit hverdagsprogram. Er det nu nødvendigt, kunne man tænke? Selvfølgelig er det ikke det. Men det er ret godt for dine fødder – og det kan klares på 5-10 minutter. Så hvis nu du rent faktisk har lyst til at bruge nogle minutter indimellem på at lave lidt fod-yoga for at passe ekstra godt på dine kære fødder, så vil vi da være de første til at støtte dig – her i form af at dele nogle virkelig effektive øvelser fra vores fodterapeut med dig. |
I artiklen kan du læse om:
|
Tre gode grunde til at lave fod-yoga
Hvis du er løber
Fodøvelserne er en god måde at forebygge klassiske løberfodskader, da øvelserne gør fødderne mere fleksible. Fleksibiliteten vil også gavne dit løb i det hele taget.
God træning for ømme fødder
Den fleksibilitet, som øvelserne giver, er rigtig god for dig, som fx står eller går meget i løbet af en dag, da det gør fødderne stærke. Mange ’fodsygdomme’ behandles også bl.a. ved hjælp af mobilitetstræning, som fodøvelserne er. Så det kan altså noget.
Gavner hele kroppen
Føddernes tilstand kan have indflydelse på hele kroppen, da fødderne har så mange trykpunkter, der er forbundet med andre dele af kroppen. Så er der ét sted, man skal prioritere at give lidt kærlighed, så er fødderne ikke et dårligt bud.
Og så til øvelserne:
Fodterapeutens fem favoritøvelser
1. Vippen
Sid på en stol med fødderne i gulvet. Løft skiftevis hæl og så tæer, så du laver en vippelignende bevægelse med fødderne. Lav øvelsen i et minut.
2. Krum tå
Sid på en stol med fødderne i gulvet. Krum tæerne, så fødderne er løftet, men hæl og tæer stadig er i gulvet. Spænd foden, og hold spændingen i 10 sekunder. Gentag 10 gange.
3. Tågang
Stå på tæerne, og gå fremad i 15 sekunder. Hold 10 sekunders pause. Gentag tre gange.
4. Støvsugeren
Saml ting op fra gulvet med dine fødder. As simple as that. Det kan fx være en kuglepen, du lægger på gulvet. Saml op skiftevis med højre og venstre fod. Konkurrer lidt med dig selv, og se, hvor mange gange du kan gøre det på et minut.
5. Flet fingre og tæer
Flet dine fingre så langt ind mellem dine tæer, du kan. Når du har et godt greb, så lav cirkler med foden i hånden i 30 sekunder. Gentag på modsatte fod.
Tre idéer til, hvornår du kan lave fodøvelser
Så var der jo lige det der med at få tid til det … Ovenstående ’program’ kan laves på 5-10 minutter. Og hvor finder du så dem? Her er tre bud:
I forbindelse med træning
Hvis du alligevel er i gang med at træne, kan du måske forlænge den træning med fem minutter og få fodøvelserne ind? Eller måske som et lille ritual efter en løbe-/gåtur?
Mens du ser Netflix
Hvad forhindrer dig i lige at give din fødder lidt opmærksomhed, mens du binge watcher Queer Eye?
Bed time ritual
Gør det til et ritual at lave fodøvelserne på sengekanten, inden du skal til at sove. Det kræver, at du går fem minutter tidligere i seng. Godnat kære fødder <3