Snørebånd eller velcro?
Velcro er blevet meget populært på børnesko gennem de sidste 25-30 år. Alligevel er der stadig masser af sko med snørebånd. Hvorfor egentlig? Hvad er fordele og ulemper ved de forskellige typer?
Der var engang...
Der var engang, hvor børn måtte lære at binde snørebånd allerede i børnehavealderen. Snørebånd var den eneste justerbare lukkemekanisme på skoene, så der var ingen vej uden om de svære sløjfer – ikke før velcro kom på banen.
”De fleste børn går i dag med velcro-sko. Velcro gør det muligt at komme hurtigt i og ud af skoene, og samtidig er det en lukning, der til en vis grad gør det muligt at tilpasse skoene til det enkelte barns fod.” forklarer fysioterapeut Sanne Kofod.
Snørebånd umiddelbart bedst, men...
Men der findes stadig en del børnesko med snørebånd, og hvilke af de to løsninger er så bedst? Ifølge Sanne Kofod er det svært at svare entydigt på, fordi der er fordele og ulemper ved begge.
”Snørebånd er klart den lukning, der giver bedst mulighed for at tilpasse skoen til barnets fod, og det kan være tiltrængt, hvis dit barn f.eks. har en meget smal fod. Med snørebånd kan man nemlig tilpasse skoen hele vejen op ad foden, hvilket giver god stabilitet for barnet. Sko med velcro kan typisk kun justeres to steder.”
Men selvom justerbarheden er vigtig, er det ikke det eneste, der skal tages højde for, pointerer Sanne Kofod.
”De helt små kan ikke binde skoene selv. Her må man forhøre sig i barnets institution, om pædagogerne har mulighed for at binde dem. Ellers er velcro et godt alternativ.”
Der er også mange større børn, der måske godt kan binde snørebånd, men som ikke gider. For det kan være besværligt og tager lidt tid. Så det er en god idé at spørge sig selv, om ens barn får det gjort:
”Mange børn vil undlade at binde snørebåndet op og bare mase foden i og ud af skoen. Jo flere gange barnet gør det, jo løsere sidder skoen på foden. Ofte vil de også trampe skoenes hælkappe ned, fordi de prøver at tage skoene på uden at binde snørebåndene op. Og så er velcro nok alligevel en smartere løsning.”
Andre løsninger
Nogle sko tilbyder en helt tredje løsning. De har nemlig både snørebånd og lynlås og kan justeres første gang, dit barn får dem på og dernæst lynes. På den måde får man i teorien en løsning, hvor barnet både kan få skoene hurtigt af og på, og hvor skoene er godt tilpasset barnets fod.
Også her skal man dog være opmærksom, forklarer Sanne Kofod.
”Når lynlåsen er lynet, og snørebåndet bliver bundet, så skoen sidder godt fast om foden, vil det kræve lidt kræfter at lyne lynlåsen op. Så barnet kan få besvær med at få skoene af. Når skoen så skal på igen, vil det være nærmest umuligt at lyne lynlåsen helt op, hvis snørebåndene er bundet, så de giver nok støtte og stabilitet. Desuden kan lynlåsen være sårbar over for græs, mudder, snore fra strømper og bukser osv.”
Du kan også få en del sko med elastiksnører, og det kan også være et godt bud på en lukkemekanisme - særligt hvis snøren kan justeres med en stopper.
”Det kræver dog, at barnet lærer at trække nok i snørebåndet, så skoen slutter helt tæt om foden som ved almindelige snørebånd, før de trækker i enderne for at sætte stopperen ned på pløsen.”
Der findes rigtig mange forskellige lukkemekanismer, og der er ikke noget entydigt svar på, hvilken du skal vælge. Vigtigst er det, at lukningen er justérbar, så den kan tilpasses barnets fod. Og så er det en god idé, at den ikke er for svær eller tidskrævende for dit barn eller dem, der skal hjælpe dit barn i skoene.